Går man gennem stalden, hvor vores udstillinger og kurser udfolder sig, kommer man ud i haven. Haven er hyggelig, naturlig og fuld af oplevelser. Der er mange rum og endnu flere kunstværker. De fleste vælger at tage sig god tid til at se på både skulpturer og havens andre fine elementer.
Der er masser af hyggelige kroge og siddepladser både for gæster i vores galleri og for deltagere i diverse kurser og workshops
I haven finder man støberiet. Det ligger der, hvor der i sin tid var mødding. Det er simpelthen møddingens sokkel, der har bestemt både placering og omfang af det lille byggeri. I og omkring støberiet findes alt, hvad der skal til for at støbe figurerne selv, og vi fremviser gerne det hele og fortæller om processen. En gammel keramikovn bruges til at udbrænde formene, mens en gasovn varmer bronzen op til de næsten 1100 o, der skal til at smelte bronzen.
Besøger man galleriet kan man altid se, hvor skulpturerne tager form.
Det er Anne Sofie, der er kunstneren på Holmegaardsvej. Desuden foredragsholder, hønsehusbygger, brolægger og kartoffelbrødsbager.
Hendes baggrund er teoretisk som kunsthistoriker med speciale i 1800-tallets (landskabs)malerier. Derfor startede Anne Soie i museumsverdenen på bl.a. ARoS. Sidenhen har trangen til at arbejde mere praktisk ført til en årrække som gymnasielærer og nu som udøvende kunstner på fuld tid.
Dennis er gartneren på Holmegaardsvej og desuden uundværlig i støberiet som den, der står for de tunge løft, omgangen med gasflasker og ikke mindst montering af skulpturerne på sokler af sten, træ og jern.
Det er Dennis, der har skabt støberiet - lige fra første skitse til sidste vinduesfuge.